Puljefinale for +50’erne: Interview med Mikael Andersen

Tirsdag aften spiller vores +50-hold sæsonens sidste kamp. OG HVILKEN KAMP DET BLIVER. Holdet møder Hvidovre om en direkte kamp om puljens 1. plads og dermed københavnermesterskabet.

Vi har været så heldige at få nogle ord med på vejen fra Mikael Brian Andersen, der blandt andet med tilfredshed over egen sæson kan se tilbage på de foregående 9 kampe, som har ledt op til denne puljefinale:

Det har været en god sæson, hvor jeg har undgået større skader, og har nydt at spille fodbold sammen med de gamle holdkammerater. Helt tilfreds, scorer mål men burde score flere, mener et par medspillere… 🙂

Holdet kan ved at undgå nederlag tirsdag aften sikre sig et tredje københavnermesterskab på stribe, og Mikael er ikke i tvivl om, at det er den gode sammensætning af spillere og personligheder, der er nøglen til denne succes, som de indtil videre har nydt:

Det har hjulpet holdet at vi har en fast stamme som deltager i alle kampe. I de tætte kampe betyder det noget, at en del spillere er i god form, til trods for at der ikke bliver holdt igen med den kolde øl efter kampene… Lange (Henrik Sundstrup) har jo samlet et hold af gamle A spillere, som har begået sig i moderklubberne til BFS. En flok spillere hvor nogen har lidt kondi, andre god teknik og et par super keepere i målet. Konditionen har betydet noget i et par af kampene, når vi har været presset til at score i de sidste 10 minutter af kampen.

Mikael har selv et særlig forhold til modstanderklubben Hvidovre, hvor han er ansat som førsteholdtræner på kvindesiden. Han er meget tæt på Hvidovre, som han også under succesen, såfremt BFS ikke var på den anden side:

Det vil da være en fed fornemmelse at vinde over Hvidovre og vinde rækken med BFS, så der bliver “Hvidovre trøjen” lige gemt væk et par timer :-)… men hvis det ikke er BFS som vinder, må Hvidovre da gerne vinde. jeg har spillet sammen med et par stykker af Hvidovre spillerne som er nogen hyggelige gutter.

Hans personlige højdepunkt for sæsonen har da også indtil videre været den omvendte kamp i Hvidovre, hvor holdet var nede med 0- 2 men vandt 3-2. Mikael fremhæver dette som en meget stærk holdindsats, hvilket han slår fast også bliver nødvendigt i tirsdagens afgørende kamp:

Jeg forventer en tæt kamp med et defensivt Hvidovre-hold, som er gode på omstillinger. Vi skal slå dem med det vi er gode til, altså hurtigt spil uden om modstanderen, score på vores mange chancer og slukke af. 

Puljefinalen mellem BFS og Hvidovre finder sted tirsdag aften klokken 20.45 efter 1. holdets pokalkamp. Kom ud og støt de blå til disse to sæsonafgørende kampe. Der vil til puljefinalen mod Hvidovre blive serveret pølser, øl og vand til billige priser.

Vi ses på sidelinjen, BFS!