Søndag klokken 12 skyder klubbens 2. senior forårssæsonen i gang, når Østerbro IF gæster Valby Idrætspark, og Andreas Uhrenholdt ser frem mod kampen som startskuddet til en ny halvsæson.
Efter vinterpausens program er det relationerne på og udenfor banen for holdet, der bliver den afgørende faktor for præstationer i den kommende halvsæson:
For os handler det om, at relationerne bliver bedre fra kamp til kamp, da vi er en helt ny trup, der fortsat skal lære hinanden at kende. Vi skal afgjort stå bedre i kæderne, og afstemme de forskellige situationer bedre, når vi ikke har bolden. Når vi har bolden, har vi en god evne til at blive farlige ud af det blå, og det er klart vores stærkeste side pt, siger Andreas Uhrenholdt.
Andreas har i de hidtidige sæsoner spillet omkring førsteholdet, men har truffet en beslutning om at spille med 2. senior efter denne vinterpause, da han ser nogle udviklingstegn, der ikke hidtil har været på niveauet under førsteholdet:
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg valgte at melde forud for sæsonen, at jeg ønskede at være en fast del af træningen og kampene på 2. holdet. Dels er der tids- og forventningsperspektivet i det, men samtidig er det håbet om at kunne være med til at styrke setuppet omkring 2. holdet, der især i sidste sæson har haltet lidt.
Grundet hans tidligere erfaringer fra højere rækker i Jylland og på klubbens førstehold, så håber Andreas, at han på trods af sin unge alder vil kunne bidrage et i forvejen ungt og sultent hold med noget rutine, så holdet sammen vil kunne stå stærkere til den kommende halvsæson:
Når jeg ser stammen i vores trup, synes jeg, at det ser solidt ud. Det er svært at spå om placering, da jeg kender minimalt til vores modstandere, men min klare ambition på holdets vegne er, at vi byder os til omkring de to øverste placeringer, og jagter en oprykning.
BFS 2 mod Østerbro sparkes i gang søndag klokken 12, og vi håber så mange som muligt vil komme og støtte klubbens drenge i forårssæsonens første kamp!