I forbindelse med den nylige start på forårssæsonen, så har vi taget en snak med klubbens motor, dæk, handskerum og gearstang; Kevin Juhl Jensen. Kevin indtager ufatteligt mand forskellige roller i vores klub, hvilket han sagt ja til at give os et lille indblik i her.
Klubbens udvikling
Hvordan har du set klubbens udvikling igennem årene?
Puha stort spørgsmål at lægge ud med… Det første år handlede vel meget om, at det var 2 gamle klubber, der skulle finde fælles fodslag og forenes i en ny klub. Men samtidig havde vi også fokus på, at få skubbet gang i vores nye klubs seniorafdeling, så vi på sigt havde en klub, der kunne klare sig i årene fremover. Begge dele lykkedes vi ret godt med.
Vores spillere/medlemmer fandt relativt hurtigt hinanden og støttede op om hinanden på de forskellige hold, og samtidig lykkedes vi med at få skabt et setup i seniorafdelingen, som tiltrak mange spillere og dygtige spillere, som gjorde det muligt for vores seniorafdeling at lave flere oprykninger de første par år. Samtidig brillierede klubbens ældre med at vinde adskillige Københavner-mesterskaber, hvilket de blot har fortsat med, og som jeg kan kun lette på hatten over.
Derefter kom der en mærkelig corona-tid, hvor turneringer, træning og sociale arrangementer blev sat på stand-by i både længere og kortere tid. Men vi er en stærk klub, som står på et solidt fundament, så vi kom rigtig godt igennem denne svære og mærkelige tid. Her skal der lyde en stor tak til alle vores spillere og medlemmer.
I løbet af det sidste halvandet år har jeg noteret mig en positiv udvikling ift klubbens 1. Senior, som står stærkere end nogensinde. Men på 2. Senior har vi været udfordret af et generationsskifte fra en gruppe spillere, som er gået fra senior til oldboys.
Et Oldboys-hold, som har klaret sig fantastisk, men som har gjort ondt på 2. Senior. Den udvikling er heldigvis ved at vende, og vores 2. Senior ser lige nu meget lovende ud, og jeg glæder mig til at følge det fremadrettede arbejde.
Samtidig skal der også lyde ros til vores lukkede 3. Senior, som under Albert’s og Kirk’s ledelse har lavet 2 oprykninger i de 2 seneste sæsoner.
Er der nogen specifikke øjeblikke eller begivenheder, som står ud for dig?
Det første og største punkt er sammenlægningen af de to gamle klubber til en ny og helt enestående klub, som jeg er stolt af at være en del af!
Sidenhen er der som tidligere nævnt fuldt mange sportslige højdepunkter, som jeg selv har været så heldig at være en del af;
- 1. Senior oprykning til serie 1 i sommeren 2019.
- 2. Seniors to oprykninger i træk fra serie 4 til serie 2, som skete i perioden sommeren 18-sommeren 19.
- Oldboys to oprykninger fra den dårligste til den bedste række. Og dernæst overlevelse i en række, hvor vi møder gamle landsholds-og udlandsproffer.
- Selvom jeg ikke har nogen andel i det, så er jeg stolt af de mange Københavner-mesterskaber, som klubbens gamle drenge har hentet siden 2018.
Afslutningsvis, så er jeg sindssyg stolt af at være i spidsen for vores nye bestyrelse.
Jeg glæder mig over det store initiativ, der er fra alle medlemmer og samtidig den hjælp vi får af frivillige, som hjælper os udenfor bestyrelsen. Det har samlet set været med til at give os en rigtig god start, og jeg håber at vores spillere og medlemmer kan mærke den fornyet energi.
Roller i klubben
Hvordan opstod dine roller som assistent, bestyrelsesformand og cheftræner?
Det er svært at sige præcis, hvordan de forskellige ting kom i stand, men fællesnævneren har været, at jeg har budt mig til der, hvor jeg følte, at det kunne tjene klubben bedst i den givne situation.
Hvordan er det at arbejde i disse forskellige roller?
Jeg synes først og fremmest, at det er rigtig spændende. Rollerne er naturligvis meget forskellige, hvis vi sammenligner det der foregår på træningsbanen kontra bestyrelseslokalet.
Men uanset om jeg/vi befinder os det ene eller det andet sted, så handler det om at skabe udvikling og fremgang for klubben – og det forsøger jeg/vi efter bedste evne i både trænerteam og bestyrelse.
Hvad er dine specifikke ansvarsområder i klubben?
Vi er en meget ny bestyrelse, der næsten lige har overtaget. Der har været en masse ting, som skulle håndteres NU, men den endelige fordeling er ikke på plads. Der har været en masse benarbejde, praktiske ting, økonomiske ting mm, som vi har haft fokus på at få løst bedst muligt men også hurtigst muligt.
Førsteholdet
Hvordan ser du på førsteholdets præstationer i den første del af sæsonen?
Jeg synes, at vi har haft en god og seriøs opstart. Træningspas og træningskampe har været lovende. Men én ting er træning og træningskampe – turnering er noget andet. Nu skal vi ud at bevise hvor dygtige vi er.
Hvordan ser du holdets potentiale for den kommende halvdel af sæsonen?
Potentialet er stort – på de gode dage kan vi slå de bedste hold, det ved vi!
Kevin Nielsen og jeg har haft meget fokus på at hæve vores bundniveau, så vi kan vinde på selv de mindre gode dage for det er kendetegnende for de rigtigt gode hold, og her synes jeg at vi er godt på vej (men ikke i mål endnu.)
Old boys-holdet
Hvordan går det med old boys-holdet?
Ærligt, så har vi ikke haft den bedste optakt til sæsonen. Jeg kunne godt have ønsket mig flere til træning, og desværre missede vi også et par træningskampe grundet sene aflysninger. Men sådan er det – det kan vi ikke lave om på nu. Nu er vi i gang med sæsonen – en sæson hvor målet er overlevelse, og jeg ved at alle mand vil gøre sit bedste hele vejen.
Hvordan er forskellen på at træne et old boys-hold sammenlignet med førsteholdet?
Vi kan starte med tempoet… Der er heldigvis en stor forskel og det skal der også være. Dernæst er der jo også forskel i træningsfremmødet. For de gamle drenge, så rækker tiden (og bentøjet) ikke til fodbold 2-3 gange om ugen længere. Det er vel de største og mest åbenlyse forskelle.
Fremtiden for klubben
Hvordan ser du klubben udvikle sig i fremtiden?
Det korte svar er, at jeg håber og tror på, at vi flytter i klubben i den rigtige retning både sportsligt, socialt og økonomisk. Sportsligt skal vi formå at få lavet og videreudvikle vores setup, så vi vil være en rigtig attraktiv klub at være spiller og træner i. I en klub som vores, så er det altafgørende, at det sociale udenfor banen også fungerer.
Udover at klubben består af fantastiske og skønne mennesker, så er det vores opgave at dygtiggøre og udvikle os, så vi skabt nogle nye arrangementer og muligheder for vores spillere og medlemmer. Vi har allerede gjort og vil fortsat investere i at gøre os stærkere på både det sportslige og sociale. Men skal vi lykkes med det, så er det vigtigt at vi tilsvarende er ligeså dygtige til at skabe indtægter til klubben i form af kontingent, sponsorer, støtteaktier, salg af øl/vand i klub og i forbindelse med kampe osv osv.
Kort sagt vil vi rigtig gerne skabe rigtig meget udvikling, men det kræver at vi er dygtige til at generere indtægter og også formå at finde nye veje til dette.
Er der nogle bestemte mål, som du gerne vil opnå med klubben?
Personligt, så har jeg en målsætning om at se vores 1. Senior i KS indenfor de næste 3 år. Tilsvarende så skal vi også have løftet vores 2. Senior op i minimum serie 2 indenfor den samme årrække. Vores Oldboys-hold skal bibeholde deres status i den bedste række, og henover de næste 5 år skal vi samtidig have skabt et +40 hold, så vi får skabt bro mellem vores, senior, Oldboys og ældre-afdeling. Vores ældre skal jo bare fortsætte med at hive københavner-mesterskaber i land…
Men skal vi lykkes med dette, så skal vi dæleme være dygtige til at få lavet de rigtige investeringer i setup og samtidig være vanvittig dygtige til at generere indtægter til klubben.
Hvordan ser du klubbens potentiale for at vokse og tiltrække nye medlemmer?
Jeg ser et potentiale der vokser. Vi har et stærkt setup, og vi er dygtige til at profilere det via hjemmeside og de sociale medier. Læg dertil at klubben består af et rigtig stærkt socialt fællesskab og sammenhold og ikke billig kontingent.
Hvis du spørger mig, så lyder det sgu som en rigtig god kombination, som må være attraktivt at blive en del af.